Skibsfarten udeladt af klimaaftale
Den foreløbige aftaletekst til klimaaftale ved COP21 udelader emissioner fra skibsfarten. Aftaleteksten indeholder et krav fra sårbare nationer om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning til højst 1,5 grader, men indeholder ikke specifikke krav til hverken skibsfarten eller luftfarten.
”Skibsfarten er ude af det seneste udkast. Vi er skuffede og håber, at det vil blive genindført inden COP21 slutter”, siger John Kornerup Bang, Mærsk Gruppens leder af positionering og strategisk risk management.
Da Kyotoprotokollen trådte i kraft i 2005, blev IMO bedt om at udvikle metoder til at begrænse emissionerne fra skibsfarten, men IMO har ikke nået sit mål.
Det vækker stor bekymring hos NGO’en Transport & Environment, at skibsfarten og også luftfarten er udeladt af aftaleudkastet.
”Det at udelade internationale emissioner fra den internationale luftfart og skibsfart fra udkastet til Paris-klimaaftalen gør det tæt på umuligt at holde temperaturstigningen under to grader”, siger Andrew Murphy, policy officer hos Transport & Environment.
Også Europaparlamentet opfordrer til, at Paris-topmødet lader skibsfarten være en del af den endelige aftaletekst. Hvis ikke der bliver gjort noget, vil skibsfarten bidrage med op til 40 procent af den samlede globale udledning af CO2 i 2050.
Kilde: Splash 24/7