Skibe til ophug bliver yngre og yngre
Ophugningen af containerskibe har sat noget nær rekord i 2016, hvilket har været med til at holde den samlede flådevækst nede. Samtidig bliver de skibe, der bliver sendt til skrotning, yngre og yngre, lyder det fra det maritime konsulenthus Drewry.
”Det lader til, at flere skibsredere beslutter, at skrotning er den mindst dårlige løsning af dem, der er til rådighed, lige fra at chartre skibe ud til historisk lave og tabsgivende niveauer til at betale for omkostninger i tomgang, indtil der sker den markedsforbedring, som man håber på”, skriver Drewry.
Flere ophuggede skibe er et tegn på den underliggende svaghed i containermarkedet. Det samme gælder for det faktum, at indtil nu i år er tre skibe blevet sendt til skrotning lige før, de blev 10 år gamle. På sådanne skibe må der foretages nedskrivninger på næsten 60 procent, da containerskibe normalt afskrives over 25 år.
Pr. den 7. november er 151 skibe med en gennemsnitsalder på 19 år blevet solgt til skrot i 2016. Det er betydeligt under den gennemsnitsalder på 23 år, som har gjort sig gældende i de foregående fire år.
Desuden stiger den gennemsnitlige størrelse på de ophuggede skibe. I 2016 har gennemsnitsstørrelsen været på 3.500 TEU mod kun 2.000 TEU i de seneste år.
Indtil nu i år er der ifølge Bimco blevet hugget 500.000 TEU op, hvilket er 4,2 gange mere end i samme periode i 2015.
Kilde: World Maritime News