Skibe forurener mindre efter nye regler
En af hovedårsagerne til, at flere målinger viser renere luft er, at skibe, der sejler i de danske farvande skal overholde skærpede svovlkrav, der blev indført fra den 1. januar 2015. På Anholt er der således sket et fald på hele 60 procent af svovldioxid i luften siden starten af januar sidste år.
”Anholt er et sted, der er tæt på trafikruterne, og er derfor meget påvirket af luftforurening fra skibene, siger seniorforsker på Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet, Thomas Ellermann til TV2/østjylland.
Målinger af luften i Midtjylland, på Anholt og i Roskilde foretaget i oktober 2015 viser, at luftens indhold af svovldioxid er reduceret med 50-60 procent i perioden efter 1. januar 2015, hvor de nye regler for skibes udledning trådte i kraft.
Ifølge Ellermann er det de skærpede regler for, hvor meget svovl skibenes brændstof må indeholde, og dermed, hvor stor udledningen af SO2 bliver, der er årsag til faldet i forureningen. Regler som Søfartsstyrelsen gennem kontrol forsøger at sikre bliver overholdt.
”Det sker blandt andet gennem kontrol af kvitteringen på den sidste olie, der er brugt. Vi skal sikre, at de miljøpåvirkninger, som svovl gør ved dyr og mennesker, bliver overholdt”, siger skibsinspektør Rasmus Walthertil TV2/oj.
Kilde: Tv2/Østjylland