Skatten plager sydfynske søfolk
I 2015 udgjorde personer fra Sydfyn 29,8 procent af den samlede arbejdsstyrke i Det Blå Danmark. Det er en tilbagegang i forhold til 2005, hvor den tilsvarende andel var på 33,5 procent. Tilbagegangen skyldes især offshore-sektoren.
”Problemet er, DIS-ordningen ikke gælder i offshoreindustrien, og det betyder noget for, hvordan rederierne agerer. I udlandet er skatteforholdene mere gunstige, og derfor rykker rederne dertil”, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.
Den anden årsag til tilbagegangen er den lave oliepris, hvilket har betydet en opbremsning i investeringer.
Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann (V) siger:
”Det Blå Danmark er meget vigtigt for os. Ikke kun, fordi vi har mange, der har gået på en af vores maritime uddannelser og vælger at bosætte sig og betale skat her, men også fordi der er mange Svendborg-virksomheder, som drives af maskinmestre. Så jo stærkere vi er på havet, jo stærkere er vi også på land, og derfor er det vigtigt, at vi er konkurrencedygtige”, siger Lars Erik Hornemann.
Næsten halvdelen af danske søfolk bor i de 25 kommuner, som Skat definerer som yderkommuner.
Kilde: fyens.dk