Skat bremser danske offshorerederier
En stram dansk fortolkning af EU's statsstøtteregler betyder, at offshore installationsskibe ikke kan optages i DIS-registeret, og dermed heller ikke gøre brug af den attraktive danske tonnagebeskatning. Det bremser danske rederiers mulighed for at ekspandere på offshore markedet.
"Der er helt konkrete danske arbejdspladser på spil, fordi disse fartøjer ikke defineres som skibe skattemæssigt og derfor ikke flages ind i Danmark. Men andre EU-lande som Malta og Cypern byder dem velkommen", siger Carsten Mortensen, topchef i rederiet Norden og formand for Danmarks Rederiforening, til dagbladet Børsen.
Regeringens vækstplan for Det Blå Danmark lægger op til, at offshore sektoren er en af de sektorer hvor forventninger til fremtidig vækst er størst. Men ifølge Carsten Mortensen bliver det vanskeligt for de danske rederier at indfri forventningerne, så længe Skatteministeriet fortolker reglerne så stramt.
Swire Blue Ocean er et af de rederier der gerne ville have bragt deres installationsskibe ind under dask flag. Men den firkantede danske fortolkning af reglerne betød, at rederiets to gigantiske installationsskibe i stedet blev indregistreret på Cypern.
Kilde: Dagbladet Børsen