Skærpet straf i narkosag fra Langeland
Det var ikke en god beslutning, da en lettisk sømand valgte at anke en dom på 12 års fængsel, han sidste år blev idømt ved Retten i Svendborg for indsmugling af 100 kilo kokain til Langeland. Østre Landsret har nu i ankesagen hævet straffen til 14 års fængsel.
Arkivfoto.
Den lettiske sømand var elektriker om bord på containerskibet Duncan Island, da han 14. februar sidste år smed fire sække sække med 100 kilo kokain over bord fra containerskibet ud for Langeland, hvor tre mænd samlede den værdifulde narko op.
Men politiet havde fået et tip, og fangede i et tæt samarbejde med flere myndigheder de tre på land, mens andre politifolk bragte containerskibet til standsning syd for Gedser og anholdt hele besætningen.
23 af den 24 mand store besætning blev senere løsladt, efter at politiets efterforskning ikke fandt beviser for, at andre end den nu dømte elektriker var involveret i smuglingen.
De tre mænd i land, to letter og en russer, blev sammen med elektrikeren i november sidste år ved Retten i Svendborg idømt 12 års fængsel for narkosmugling. To af de dømte modtog dommen, mens to ankede den.
Af retstekniske årsager blev kun den ene af de to der ankede dommen idømt en hårdere straf, mens den anden fik stadfæstet sin dom på 12 års fængsel.
Redaktionen