SK-fusion med CS vedtaget
Bestyrelsen i Søværnets Konstabelforenings, SK, forslag om sammenlægning med Centralforeningen for Stampersonel blev enstemmigt vedtaget på SK’s ekstraordinære kongres torsdag den 3. december. Der arbejdes med, at SK sammenlægges med CS fra den 1. januar.
”Jeg er glad for, at medlemmerne har taget positivt imod vores forslag. Alle medlemmer vil få direkte besked om, hvad sammenlægningen betyder for dem. Udgangspunktet er, at vi i foreningen håndterer overflytningen, og det enkelte medlem skal som sådan ikke foretage sig noget”, siger formand for SK Ib Skoubo.
Ib Skoubo gennemgik inden afstemningen på den ekstraordinære kongres det forslag, der foreligger til sammenlægningsaftale mellem de to foreninger. Og kongressens deltagere fik svar på uddybende spørgsmål til indholdet i aftalen.
Efter vedtagelse af fusionen i Søværnets Konstabelforening, går planlægningen af det administrative arbejde med sammenlægningen i gang. Medlemmerne vil senere i december måned få direkte besked om sammenlægningen og overflytningen til CS.
”Mulighederne for at give det enkelte medlem den bedste service har været i fokus i den proces, som vi i SK satte i gang for nu snart et år siden. Udfordringerne som ansat i forsvaret bliver større og større. Ved at samle ressourcerne i én fagforening vil vi stå stærkere”, siger Ib Skoubo.
Beslutningen glæder også CS formand Jesper K. Hansen, der hilser de nye medlemmer velkommen i CS, og han er enig med Ib Skoubo i, at den fælles organisation vil stå stærkt fremover.
Kilde: CO-SEA