Shipping-møde i London med fokus på vækst
Medlemmer af det britiske shippingsamfund mødtes med den britiske premierminister David Cameron i Downing Street 10 som indledning til London International Shipping Week. Mødet havde fokus på at finde ud af, hvordan man kan tilføre ny vækst til den maritime sektor i Storbritannien.
”Vi ved, at Storbritannien skal øge sin satsning på at være en større maritim aktør – og i dag har vi tydeligt forklaret regeringen, hvordan de kan hjælpe os med at gøre det. Jeg er overbevist om, at et voksende flag, et konkurrencedygtigt skibsregister og en dynamisk arbejdskraft vil vise verden, at Storbritannien forbliver hjemsted for den internationale skibsfart”, siger Guy Platten, adm. direktør for det britiske Chamber of Shipping.
På mødet var emner som den britiske kystvagt, behovet for et mere proaktivt skibsregister og udstedelse af visa til internationale talenter inden for shipping på dagsordenen.
Mødet fandt sted lige inden lanceringen af et maritimt vækststudie, en rapport, som identificerer nye måder hvorpå britisk skibsfart kan vokse.
Kilde: Splash 24/7