Shanghai sidder igen solidt på førstepladsen
Shanghai sidder igen suverænt på tronen som byen med verdens største havn målt på antallet af håndterede containere. Og i 2019 blev der sat ny rekord med 43,3 mio. containere, hvilket er en stigning på 3 pct. i forhold til 2018.
Det er 10. år i træk, at Shanghai er nummer et på listen over havnene i verden med den største gennemstrømning af containere, skriver Splash.
På andenpladsen kommer Singapore ind med 37,2 mio. containere i 2019, hvilket er en stigning på 1,6 pct. i forhold til året før.
Den endelig top-20 liste over verdens travleste containerhaven er endnu ikke helt på plads, men det synes at stå fast, at Hong Kong igen står som den store taber.
Den nu uro-plagede by sad ind til 2005 på toppen med verdens travleste containerhavn, men siden er det blot gået ned af bakke.
I 2019 gik det specielt skidt med et fald på 6,3 pct. fra 19,6 mio teu til 18,36 mio. teu. Dermed nærmer havnen sig en bundplacering i top-10, hvor Hong Kong i 2018 indtog en syvende plads.
Kilde: Splash