Se Kap Horn med verdens største sejlskib
Tirsdag den 5. marts kan blive en mindeværdig aften for folk, der holder af sejlskibe, når Rudkøbing-sejleren og journalisten Søren Stidsholt Nielsen fortæller om sin tur ”Rundt Kap Horn i verdens største sejlskib”. Turen med STS Sedov foregik i efteråret 2012. Søren Nielsen viser også billeder fra turen.
”Der er lagt op til et par maritime timer ude på verdenshavet. Vi skal have noget windjammer-historie, vi får den store rundtur på den legendariske firmaster STS Sedov, vi skal møde besætningsmedlemmer, kadetter, letmatroser, delfiner og albatrosser m. v. Vi er med om bord på den 1.800 sømil lange sejltur kurs stik syd i Sydatlanten og rundt Hornet. I magsvejr og hård kuling. Til sidst gør vi fast i verdens sydligste by, Ushuaia ved Sydamerikas sydspids”, lyder det i en pressemeddelelse fra de to foreninger, der står for arrangementet..
Det er Rudkøbing Sømandsforening og Langelands Marineforening, der arrangerer aftenen.
Foredraget finder sted tirsdag den 5. marts kl. 19.30 på Hotel Skandinavien, Brogade, Rudkøbing.
Der er fri entre, og alle er velkomne. Foreningerne vil dog gerne have tilmelding på forhånd - senest 1. marts - til bestyrelsesmedlem Haakon Skov Jensen, hsj1169@mail.dk eller på tlf. 6251-1169 eller til et af de øvrige bestyrelsesmedlemmer i sømandsforeningen.
Kilde: Rudkøbing Sømandsforening