Scandlines tilslutter sig Trident Alliance
Trident Alliance er en sammenslutning af rederier, der samarbejder om håndhævelse af eksempelvis de nye svovlkrav gældende fra 1. januar 2015. Scandlines støtter initiativet for at sikre og engagere sig i, at reglerne implementeres på en miljø- og konkurrencemæssig forsvarlig måde.
”Jeg er glad for, at Scandlines, som medlem af Trident Alliance, længe inden 1. januar 2015 havde en præcis og ambitiøs plan for hele vores flåde i forhold til at imødegå de nye svovlkrav”, siger Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør for Scandlines.
Scandlines forpligter sig med medlemsskabet af Trident Alliance til at støtte en fast og transparent håndhævelse af de nye svovlkrav såvel som øvrige gældende miljøregler.
Scandlines introducerede i 2013 hybriddrift på ruten Rødby-Puttgarden, hvor et hybridsystem kombinerer traditionel dieseldrift med elektrisk batteridrift. Som verdens første færgerederi kan Scandlines lagre overskydende energi i batterierne om bord i en mængde, der svarer til 600 hybridbiler.
I oktober 2013 startede Scandlines med at installere scrubbere på færgerne.
EU har blåstemplet Scandlines grønne tiltag med en medfinansiering på lidt over 48 millioner kroner. Scandlines modtog i 2014 Ship Efficiency Awaard for effektiv omstilling til hybrid færgedrift, der i kombination med scrubbere reducerer svovludledningen.
Scandlines har også investeret i to nye færger til ruten Gedser-Rostock. Disse færger får også installeret det prisvindende hybridsystem sammen med en scrubber, og de eksemplificerer de fordele, hybriddrift giver både operationelt og miljømæssigt. De to færger vil blive sat i drift i anden halvdel af 2015.
Trident Alliance er et initiativ fra rederibranchen, der arbejder på at fremme overholdelse og håndhævelse af de nye svovlregler. De 32 medlemmer udgør en forening af nogle af de mest prominente rederier i blandt andet Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Belgien, Holland, Grækenland og Chile.
Kilde: Scandlines