Scandlines shiner gamle færger op
Scandlines planlægger nu ud fra, at rederiet bliver nødt til at sejle videre med de to gamle færger på Gedser - Rostock overfarten, Kronprins Frederik og Prins Joachim, indtil udgangen 2013.
”Vi planlægger og budgetterer nu med, at de to færger måske skal sejle hele 2013. Og så kan vi selvfølgelig blive glædeligt overraskede, hvis det ikke bliver nødvendigt”, siger Claus Nikolajsen, Fleet Manager i Scandlines, til Lolland Falsters Folketidende.
”Teknisk og sikkerhedsmæssigt er de to færger helt klart i stand til at sejle videre på ruten også næste år. Men det er også indlysende, at vi rent kosmetisk skal have gjort noget ved færgerne - med maling med mere. Der har jo af gode grunde ikke været gjort så meget i den periode, da vi fortsat regnede med, at færgerne skulle udfases”, siger Claus Nikolajsen.
De to gamle færger, der i sin tid sejlede på Storebæltsoverfarten, skulle have været udfaset i løbet af foråret og sommeren, og erstattet af to nye færger, Berlin og Copenhagen.
Men færgerne er stærkt forsinkede, og nu tillige omfattet af den betalingsstandsning der har lammet P+S Werften i Stralsund.
Kilde. folketidende.dk