Scandlines måtte droppe togoverførsler
En ødelagt hydraulikslange ved det eneste færgeleje, som kan tage tog med ombord i Rødbyhavn og den efterfølgende opsamling af udslippet, gjorde, at færgerne fra Rødbyhavn i går ikke kunne komme til at overføre tog til Puttgarten. Togdriften blev på grund af uheldet delvist indstillet.
I løbet af formiddagen blev Lolland-Falsters Brændvæsen færdig med at fjerne olien, så togene til og fra Tyskland nu igen kan overføres. Der har natten igennem været udlagt flydespærring og såkaldte æggebakkepølser til at samle olien op.
Uheldet skete tirsdag, da en hydraulikslange
blev ødelagt, da færgen Prins Richardt forlod færgelejet i Rødbyhavn klokken 12.45.
Kilde: TV2/Øst