Sandsuger på grund ved Nakskov
Sandsugeren Kronos, der sejler under Færøsk flag, men er hjemmehørende i Nakskov, gik onsdag aften omkring klokken 21.20 under indsejling til Nakskov Havn. Det skete angiveligt fordi gearingen til skibets ror svigtede. Skibet kom fri af grunden omkring klokken syv torsdag morgen.
Kronos, der er tungt lastet med ral fra Glatved på Djursland, drev uden for sejlrenden efter at have mistet styringen og gik på grund meget tæt på få bådebroen ud for NS Roklub på Strandpromenaden. Et natligt forsøg på at trække skibet fri ved hjælp af Nakskov Havns bugserbåd mislykkedes.
Vidner fortæller til Folketidende, at der blev tudet kraftigt i skibets horn og der hørtes en høj, skurrende lyd som af metalplader, der rammer hinanden. Lokalkendte sejlere siger, at der netop på stedet, hvor grundstødningen skete, ligger flere store sten under vandoverfladen.
En falsk alarm klokken 23.14 fra en forbipasserende sendte brandvæsnet til roklubben. Lolland-Falster Brandvæsens indsatsleder kunne dog hurtigt konstatere at der ikke var sket noget olieudslip, og alarmen blev afblæst.
Skibet kom fri af grunden omkring klokken 6.50 torsdag morgen og kunne lægge til kaj i Nakskov lidt før klokken otte.
Kilde: Folketidende