Samsø rutes fremtid afgøres i weekenden
“En mavepuster”, men ellers ingen kommentarer til Samsø Expressens fremtid fra talsmanden for ruten efter kommunens afvisning af at støtte en ansøgning om statstilskud. Først efter møder i weekenden, er bestyrelsen parat til at melde ud.
Det ser på forhånd sort ud for Samsø Expressen, efter gårsdagens kommunale afvisning af at støtte en ansøgning til Transportministeriet om 4 mio kr i statstilskud til hurtig-ruten til Aarhus.
Kassen er tom, men selskabet har behov for ca. 2,5 mio. kr. for at kunne betale sine kreditorer.
“Nu skal vi sætte os ned med vores revisor, vores advokat og vores aktionærer for at finde ud af, hvad vi gør,” siger talsmanden Samsø Expressen, Hans Christian Hesseldal til Maritime Danmark.
Han oplyser, at selskabet efter et møde i weekenden forventer at komme med en udmelding om, hvad der skal ske.
Derudover har han ingen kommentarer.
Samsø Expressen´s skib Issehoved satte første gang kurs mod Aarhus den 3. juni kl. 06.30 i fjor. Men skibet fik hurtig tekniske problemer med styresystemet, gearet og en knækket skrueaksel. Det stoppede færgen i 18 dage i højsæsonen og det kostede såvel i form af udgifter som af manglende indtægter.
I alt nåede Issehoved at transportere 19.000 passagerer, inden bestyrelsen i slutningen af oktober besluttede at lade skibet lægge op for vinteren. Det var ikke en del af planen, men beslutningen blev truffet på grund af manglende passagerer og behovet for at give skibets tekniske installationer en overhaling.
Redaktionen.