Samskip overtager operation af egne skibe
Det islandske containerrederi Samskip har besluttet fremover selv at operere sine egne skibe. Det sker for at forbedre sikkerheden og effektiviteten. Selskabet meddeler, at det har dannet et dedikeret in-house team til at tage sig af de tekniske operationer.
”Ved at styre de tekniske operationer, sikkerhed og køb af tjenester internt, vil Samskip forbedre den kommercielle og kvalitetsmæssige service. Vi vil investere yderligere i onshore og offshore personale, som vi anser for at være vores mest værdifulde aktiv”, skriver rederiet i en meddelelse.
Samskip takker Q-Shipping for sin indsats som den tidligere operatør af rederiets skibe.
Samskip råder blandt andet over to skibe, der sejler forbrugsvarer fra Danmark til Færøerne og Island og tager fisk og forarbejdet aluminium med retur. Derudover sejler Samskip også mellem Aarhus og Varberg i Sverige.
Kilde: Samskip