Så er Folkemødet i gang – i København
Det Blå Danmark tyvstartede tirsdag eftermiddag Folkemødet på Folkeskibet Maja i Københavns Havn. Langt fra klippeøen Bornholm varmede de maritime organisationer, Danmarks Rederiforening, Danske Havne og Danske Maritime, tirsdag eftermiddag op til det kommende Folkemøde.
Et halvt hundrede gæster havde trodset regn og blæst for at deltage i festlighederne, som foregik ombord på Folkeskibet Maja i Københavns Havn. Dog inden døre på grund af vejret. Her var der blandt andet inviteret til oplæg, debat og politisk sænke slagskibe.
Blandt deltagerne var Socialdemokraternes havneordfører Lea Wermelin, som er Folketingsmedlem valgt på Bornholm. Hun var begejstret over ’tyvstarten’ på folkemødet samt ikke mindst, at det lykkedes hende at vinde quizzen på paratviden om Det Blå Danmark og dermed sænke flåden hos Jakob Engel-Schmidt, Venstres uddannelses- og forskningsordfører.
”Det er altid dejligt at tage på Folkemøde med en rød sejr. Et arrangement som dette, hvor vi både diskuterer branchevilkår og politik, siger noget om, hvad Folkemødet kan. Man er lidt mere åben, lytter lidt mere og tør satse lidt mere. På den måde kommer vi forhåbentlig tættere på folket”, lød det fra Lea Wermelin.
Det Blå Danmark er også stærkt repræsenteret på selve Folkemødet med mange andre gode debatter og underholdning. Se programmet HER
Det Blå Danmarks arrangementer på Folkemødet er støttet af Den Danske Maritime Fond.
Kilde: Danmarks Rederiforening