Russisk missilkrydser sunket i Sortehavet
Den russiske missilkrydser Moskva, der torsdag brød i brand og efterfølgende blev ramt af voldsomme eksplosioner fra ammunition om bord, er sunket. Det bekræfter det russiske forsvarsministerium torsdag aften.
Foto:George Chernilevsky / Wikimedia .
I meddelelsen fra forsvarsministeriet hedder det, at krydseren mistede stabiliteten under bugsering i havn, på grund af de skader på skibets skrog, som eksplosionerne om bord havde forårsaget. Stormende vejrforhold betød, at krydseren sank.
Vestlige eksperter har vanskeligt ved at genkende beskrivelsen af vejrforholdene ud for Sevastopol, som krydseren var under bugsering til. Der var kun let vind, regnbyger og fire grader.
Det russiske forsvarsministerium fastholder fortsat, at det var en brand om bord på missilkrydseren der førte til, at ammunition ombord eksploderede. Årsagen til branden er dog ikke oplyst.
Ukraine hævder derimod, at krydseren blev ramt af to anti-skibs missiler affyret fra land i Ukraine.
Krydseren havde en besætning på 510 mand. De forlod alle skibet inden det sank, og der er ingen oplysninger om evt. tilskadekomne om bord i forbindelse med branden og de efterfølgende eksplosioner.
Moskva var en næsten 30 år gammel missilkrydser af Slava-klassen, en af tre der stadig var i aktiv tjeneste. Frem til 2010 gennemgik den en næsten 10 år lang modernisering, men hørte dog ikke til de mest moderne i den russiske flåde.
Som flagskib for den russiske Sortehavsflåde havde krydseren dog stor symbolsk betydning.
Redaktionen