Rusland chikanerer skibe i Det Azovske Hav
Den kolde krig mellem Rusland og Ukraine fortsætter med uformindsket styrke, efter at verdensmesterskabet i fodbold i Rusland er slut. Senest er et hollandsk fragtskib på vej til ukrainsk havn blevet tilbageholdt af den russiske kystvagt uden nogen begrundelse.
Ifølge internetsiden Fleetmoon blev det hollandske fragtskib Zuidvliet om morgenen den 24. juli tilbageholdt af den russiske kystvagt i Det Azovske Hav i to timer, uden at der fra russisk side blev givet nogen begrundelse.
Zuidvliet var undervejs fra Constanta i Rumænien til Mariupol, en ukrainsk havn i Det Azovske Hav, da episoden fandt sted.
Det var anden gang at de russiske myndigheder chikanerede det hollandske skib. Tidligere måtte Zuidvliet vente 24 timer på russisk tilladelse til at gå gennem Kerch strædet, der forbinder Sortehavet med Det Azovske Hav.
Siden starten af juli er der rapporteret om mindst otte tilfælde af russisk chikabe mod skibe med kurs mod ukrainske havn.
Redaktionen