Rønne Havn vil undgå offentlighedslov
I december vedtog kommunalbestyrelsen på Bornholm, at der skulle være fuld åbenhed om selskabet Rønne Havn. Men nu har Rønne Havn ansøgt om undtagelse fra den nye offentlighedslov, der trådte i kraft 1. januar. Det går nemlig ud over fortroligheden til kunderne.
”Vi kan se, at det giver os nogle problemer i forhold til de lokale erhvervsdrivende herovre, som vi samarbejder med. Og også i forhold til det at skulle hive nye forretningsområder til Bornholm”, siger Thomas Bendtsen, direktør for Rønne Havn.
Torsdag i denne uge skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om man skal ansøge Transportministeriet om, at Rønne Havn skal undtages fra offentlighedsloven. Også Nexø Havn og datterselskabet Nexø Havn Udvikling anmoder om at blive undtaget fra offentlighedsloven.
Transportminister Magnus Heunicke har allerede fremlagt forslag om, at en række havne, deriblandt havnene i Frederikshavn, Grenaa og Fredericia, bliver undtaget fra den nye offentlighedslov.
Kilde: TV2 Bornholm