Roald Amundsen får 17,5 m høj storskærm
Hurtigrutens MS Roald Amundsen skal udstyres med en gigantisk LED-skærm. Ifølge rederiet bliver skærmen den største, som sejler på de syv have. Den massive LED-skærm får plads i skibets atrium, er 17,5 meter høj og vil strække sig op til dæk 10. Det samlede skærmareal er på 114 kvadratmeter.
”Vores ambition om at være verdensførende på banebrydende innovation og design, begrænser sig ikke til fremdriftssystemer og eksteriør. Ved at bringe naturen vi sejler i, både over og under vand, ind på skibet, sætter vi en ny international standard for passageroplevelsen om bord”, siger koncernchef Daniel Skjeldam.
MS Roald Amundsen som bliver verdens første hybriddrevne ekspeditionskrydstogtskip bygges for tiden hos Kleven verft i Ulsteinvik, sammen med søsterskibet MS Fridtjof Nansen. Hurtigruten har også bestilt et tredje søsterfartøj.
”Den enestående billedkvalitet byder på fantastiske muligheder. Vi kan bruge den til at sende foredrag og præsentationer direkte, vise et tema for sejladsen, eller skabe en speciel atmosfære. Skærmen skal også bruges til at vise vore gæster spektakulære naturbilleder i et helt nyt format”, siger Skjeldam.
Kilde: Hurtigruten