Reparation af Samsø-færge trækker ud
Reparationen af Samsø-færgen, Issehoved, varer noget længere end forventet. Færgen kommer først i drift igen på fredag i denne uge. Den aksel, der er knækket er åbenbart ikke standardvare. Akselen blev i første omgang forsøgt skaffet fra Tyskland, men skal nu fremstilles i Horsens.
”Vi har gode og knapt så gode nyheder: En ny aksel skal drejes og et firma i Horsens er på sagen. Inden længe er den kære Issehoved på "vingerne" igen.
Tålmodighed er som bekendt en dyd, og vi må vente på at modtage og montere den nye aksel. Det betyder, at alle afgange frem til fredag middag aflyses”, skriver Samsø-Aarhus Expressen på facebook.
Det er uheldigt, at problemerne nu hagler ned over den nystartede rute mellem Aarhus og Sælvig, netop hvor sommerens højsæson er startet. Det er i denne periode rederiet havde satset på mange rejsende, der skulle være med til at sikre færgens økonomi, så der var overskud til at kunne sejle i vinterhalvåret uden at behøve tilskud.
Problemerne startede mandag morgen den 27. juni med strømmangel til styrbords motor. Tirsdag svigtede styresystemet og der måtte skaffes en reservedel fra Sverige. Onsdag var det så galt med gearsystemet og først torsdag, lykkedes det at få fat i en reparatør, der konstaterede, at en aksel var knækket.
Kilde: Samsø-Aarhus Expressen