Rekordtrafik på Nordøstpassagen – men stadig få skibe
Skibstrafikken gennem Nordøstpassagen satte rekord i 2025 med 103 transitsejladser. Men trafikken svarer blot til omkring halvandet døgns trafik rundt om Kap Det Gode Håb.
Arkivfoto af en russisk konvoj ved Aktis. Foto: Novatek
Antallet af transitsejladser gennem den arktiske rute steg med omkring seks pct. fra 2024, mens den transporterede godsmængde voksede med tre pct., viser en ny analyse fra Danske Rederier.
Trods rekorden er Nordøstpassagen fortsat en marginal sejlrute sammenlignet med de store internationale handelsruter. Til sammenligning passerer mere end 2.000 deep sea-fragtskibe Kap Det Gode Håb om måneden.
”Vi oplever stigende maritim aktivitet i Nordøstpassagen. Men når vi ser på volumen, så er vi meget langt fra, at det kan måle sig med de store internationale sejlruter,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Trafikken gennem Nordøstpassagen er samtidig stærkt domineret af Rusland og Kina. I 2025 bestod den hovedsageligt af russisk-kinesiske transporter af råolie, olieprodukter, kul og anden bulklast, mens en del af sejladserne foregik i ballast.
Ifølge Danske Rederier betyder både den begrænsede trafik og koncentrationen omkring russiske og kinesiske havne, at Nordøstpassagen fortsat har meget lille betydning for den internationale skibsfart.
-emte
