Rekordstor løsesum for Samho Dream
Somaliske pirater har fået en rekordstor løsesum på 9 millioner dollar, for at frigive den sydkoreanske supertanker Samho Dream, som piraterne kaprede for syv måneder siden i Det Indiske Ocean. Den 24 mand store besætning meldes i god behold.
Piraterne havde oprindelig krævet en løsesum på 20 millioner kroner, men måtte altså nøjes med knap det halve, lidt over 9 millioner dollar. Alligevel er der tale om den højeste løsesum der hidtil er udbetalt.
Pengene blev hejst ned til det 319.400 DWT store tankskib i to store pakker fra en helikopter. Herefter fordelte piraterne pengene og forsvandt i deres små motorbåde inden skibet fik lov til at sejle i sikkerhed.
Om bord på supertankeren befinder sig, ud over den 24 mand store besætning - 19 filippinere og 5 sydkoreanere - også knap 2 millioner tønder råolie.
Samho Dream var, fuldt lastet med råolie, på vej fra Irak til USA, da det blev kapret den 4. april.
Skibet er den tredje supertanker det er lykkedes somaliske pirater at kapre. De to første var hhv. Sirius Star i 2008, og Maran Cantarus i 2009.
Kilde: Tradewinds