Reefermarkedet er lidt bedre end antaget
Den almindelige opfattelse er, at specialiserede reeferskibe i stort omfang taber markedsandele til containerskibene. Men så slemt er det slet ikke, siger Yntze Buitenwerf, adm. direktør for belgiske Seatrade Group, der har en flåde på 100 reeferskibe.
I 2000 blev lige under 50 procent af reefergodset transporteret på reeferskibe, men i de sidste 14 år har sektoren oplevet et fald på cirka tre millioner ton gods, hvilket svarer til 12 procent. Men det har ikke betydet et dårligere serviceniveau, pointerer Yntze Buitenwerf. I samme periode har 40 procent af den specialiserede reeferflåde forladt markedet, og når man tager det i betragtning, er reduktionen målt i tons meget minimal. Derfor mener Yntze Buitenwerf, at markedet i høj grad har brug for de specialiserede reeferskibe.
Når der ikke bliver bygget flere nye specialiserede reeferskibe, skyldes det blandt andet prisen på nybygninger. I dag koster et nyt containerskib med plads til 14.000 paller i gennemsnit 35 millioner dollar, men et tilsvarende specialiseret reeferskib koster 65 millioner dollar. Selve reeferudstyret er også dyrt. En standard reefercontainer koster cirka 16.500 dollar, mens en specialiseret reefer koster 20.000 dollar. Desuden er der kun meget få skibsværfter, der er i stand til at bygge de specialiserede reeferskibe.
Seatrade Group har mod på markedet og udvider sin flåde. Sidste år afgav rederiet således bestilling på to nye specialiserede containerskibe hver på 2.200 TEU, som bliver leveret fra Kina i januar 2016.
Kilde: joc.com