Redningshelikopter indsat i Diskobugten
En S-61 SAR helikopter evakuerede torsdag en passager fra krydstogtskibet Astorie, mens skibet befandt sig i Diskobugten. Operationen strakte sig over 550 kilometer og varede seks en halv time. Passageren er nu i god behold på hospitalet i Nuuk.
Torsdag d. 26. juli omkring kl. 22:30 blev Arktisk Kommando kontaktet af den danske lods, der befandt sig ombord på krydstogtskibet Astoria i Diskobugten, ca. 200k m nord for polarcirklen. Ombord befandt sig en person der var kommet alvorligt til skade med et åbnet benbrud, hvor blødningen ikke kunne standses. Skaden krævede, at den tilskadekomne blev evakueret til nærmeste hospital til akut behandling.
Arktisk Kommando, der har ansvaret for patientevakuering til søs, valgte at indsætte S-61 SAR helikopteren, der befandt sig i Kangerlussuaq.
Sideløbende blev indsatsen koordineret med krtdstogtskibet, der fortsatte kursen sydover mod Qasigiannguit for at mindske afstanden til den position, som blev valgt som mødepunkt mellem Astoria og S-61 SAR helikopteren.
Ligeledes gennemførte Arktisk Kommando koordination med hospitalet i Nuuk, og det blev besluttet, at patienten skulle behandles der.
Omtrent kl. 01:45 var patienten ombord på S-61 helikopteren, og den ankom til Nuuk lufthavn kl. 05:00, hvor en ambulance holdt klar til den videre transport.
Kilde og fotos: Arktisk Kommando