Rederiforeningen skal i Arbejdsretten
Søfartens Ledere har indgivet klageskrift til Arbejdsretten. Danmarks Rederiforening indklages for organisationsfjendtlig adfærd og brud på DIS-hovedaftalen. Sagen skyldes, at Rederiforeningen indgik overenskomst med Dansk Metal for skibsofficerer og navigatører tidligere i år.
”Der er som sådan fri overenskomstret på det danske arbejdsmarked, hvor konkurrerende forbund reelt set kan kræve en overenskomst med en arbejdsgiver. Det absurde i den her situation er, at Dansk Metal har fået foræret en overenskomst af Danmarks Rederiforening, uden at have nogen medlemmer under overenskomsten, og uden historisk at have organiseret denne officersgruppe”, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.
I det såkaldte DIS Kontaktudvalg repræsenterer Søfartens Ledere, jf. DIS-hovedaftalen, danske såvel som udenlandske navigatører. Denne aftale har bl.a. til formål at sikre, at overenskomster gældende for udenlandske søfarende i DIS indgås på internationalt acceptable niveauer.
Efter overenskomsten med Dansk Metal meddelte Danmarks Rederforening, på et møde i DIS Kontaktudvalget, at Søfartens Ledere ikke fremover kan repræsentere navigatører, der er ansat i medlemsrederier af Danmarks Rederiforening, i udvalget.
”Med denne meddelelse og ensidige beslutning begås der samtidig et egentligt brud på DIS-Hovedaftalen, når man fra Danmarks Rederiforenings side vil benytte en "tom" overenskomst til at afskære Søfartens Ledere fra retten til at repræsentere såvel danske som udenlandske navigatører i DIS-Kontaktudvalget”, siger Fritz Ganzhorn.
Kilde: Søfartens Ledere