Rederiforeningen fastholder optimismen
Overskrifter i medierne om, at der er dystre udsigter for dansk skibsfart, vækker forundring i Danmarks Rederiforening. Her forventer man, at rederiernes valutaindsejling i år vil gå yderligere frem.
”Forleden kunne man i Børsen læse en overskrift der lød: "Dystre udsigter for danske rederier." Det er ikke sådan vi ser det. Det, der er tale om er, at vi lige nu står i et vadested med lav væks,. efter en lang årrække med høj vækst”, sagde Pia E. Voss, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, i et indlæg på konferencen. MSSM 2012.
”Vi bevarer troen på dansk skibsfart og på vækst”, sagde Pia E. Voss.
”Vi har i Danmark gode kompetencer, et godt samarbejde i klyngen mellem erhverv og myndigheder og vi kan håndtere de usikkerhedsfaktorer, der påvirker branchen i disse år. Samtidig har vi gode rammebetingelser og solid politisk opbakning, hvilket også kan ses i samarbejdet i vækstteamet for det Det Blå Danmark. Men jeg tør ikke sætte dato på, hvornår vi igen tager hul på en solid periode", sagde vicedirektøren.
”Det er vores forventning, at valutaindsejlingen for 2012 vil ende lidt over niveauet for 2011. Vi har et uændret højt aktivitetsniveau og ser ingen tegn på, at de danske rederier drosler ned”.
Pia E. Voss pegede i sit indlæg bl.a. på, at en af de nicher hvor Rederiforeningen ser gode muligheder for vækst for hele branchen, er hightech skibe til offshoresektoren.
”Esvagts nye skib, Esvagt Aurora, er et godt eksempel på den type skibe. Et hightech skib bemandet med dygtige, højt specialiserede medarbejdere. Vækst, specialviden og uddannelse hænger sammen”, sagde Pia E. Voss.
Redaktionen