Rederiet Containerships på opkøb
Det finske rederi Containerships har købt det tyrkiske Contaz Lines. Købet giver Containerships adgang til en række vigtige havne i Middelhavet. Overtagelsen er et led i rederiets offensive strategi, der ikke er sat i stå af finanskrisen.
"Vi har gennem længere tid planlagt ekspansion til de sydeuropæiske markeder. Nu har vi adgang til et handelsområde med en halv milliard mennesker, siger adm. direktør i Containerships, Sigurdur Jonsson.
Opkøbet af Contaz er led i en strategisk forretningsudvikling, der i starten af 2009 resulterede i nye forbindelser mellem bl.a. Danmark, Storbritannien, Holland og de baltiske lande. Tidligere havde Containerships i efteråret 2008 åbnet kontorer i både Minsk og Ghent.
"Vi fortsætter vores forretningsudvikling, til trods for tidernes ugunst", siger Sigurdur Jonsson.
Med overtagelsen af Contaz Lines opererer Containerships nu med 15 containerskibe og 12.000 containere, hvoraf 90 procent er pallet-wide. Desuden har rederiet 15 kontorer i 13 lande og beskæftiger 450 medarbejdere.
Kilde: Containerships