Rederier bør leve op til skrotkrav
Danmarks Rederiforening anbefaler sine medlemmer at overholde kravene i Hongkong-konventionen, der beskriver, under hvilke forhold skibe skal hugges op, så der tages hensyn til miljøet og arbejdernes sikkerhed. Siden 2009 har 11 danske rederier sendt i alt 18 skibe til ophugning i Indien, Pakistan og Bangladesh, hvor skibene hugges op under meget dårlige forhold.
”Vi kan kun anbefale vores medlemmer at leve op til bestemmelserne i Hongkong-konventionen. Der er ingen juridisk binding, og derfor kan vi ikke sanktionere, hvis de ikke gør det”, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danmarks Rederiforening, ifølge nordjyske.dk til Ritzau.
Hongkong-konventionen er vedtaget af mere end 60 lande i IMO, men Danmark har endnu ikke ratificeret denne konvention. Det er dog ikke nok, at Danmark ratificerer konventionen, det skal ophuggerlande som Indien nemlig også. Maria Bruun Skipper mener, at ophuggerlandene selv har en interesse i at ratificere konventionen.
Siden 2006 har det været forbudt at sende skibe under dansk flag til ophugning i Indien, og tilsvarende gælder i EU, at skibe under et EU-lands flag kun må hugges op på steder, hvor der er ordentlige arbejds- og miljøforhold.
Kilde: nordjyske.dk