RAL står til at miste 4 ud af 5 nybygninger
Kuratoren i det tyske værft P+S Werften siger nu, at han overvejer at rive kontrakten på 4 ud af de 5 skibe som Royal Arctic Line har kontraheret på værftet, i stykker. Dermed står rederiet til at blive den helt store taber i forbindelse med betalingsstandsningen
De fire skibe der måske aldrig vil blive leveret, skulle indgå i rederiets bygdebesejlingen, og her erstatte den stærkt nedslidte tonnage som i dag forsyner bygderne i Grønland.
De penge RAL har forudbetalt for de fire skibe er ifølge rederiet omfattet af en bankgaranti. Men det kan alligevel koste Royal Arctic Line dyrt, hvis de nye skibe ikke leveres som planlagt. Det vil tvinge rederiet til at holde de gamle nedslidte skibe sejlende, indtil ny tonnage kan blive bygget på et andet værft.
Det femte af de kontraherede skibe, et stort containerskib der skal erstatte Arina Arctica på Atlantsejladsen, er allerede så langt fremme i produktionsprocessen, at det formentlig vil blive bygget færdigt.
Kontrakten på de fem skibe lød på godt 700 millioner danske kroner. Heraf kom Royal Arctic Line selv med 20 procent, mens resten var lånt i den tyske investeringsbank
KFW. Hvis fire af de fem skibe ikke bygges færdig på det tyske værft, er det er åbent spørgsmål om Royal Arctic Line kan regne med, at låneaftalen med den tyske bank står ved magt.
Ud over de fire grønlandske skibe siger værftets kurator Berthold Brinkmann, at han også overvejer at aflyse en ordre på bygning af et kabellægningsskib til det tyske rederi Harren.
Målet med at nedbringe antallet af nybygningsordrer er, at gøre det mere overskueligt for långiverne at yde kredit til færdiggørelse af værftets øvrige ordrebog, der bl.a. omfatter to ny færger til Scandlines.
Kilde: Tradewinds