RAL og Aalborg Havn nærmere aftale
Royal Arctic Line og Aalborg Havn har netop afholdt 3. strategimøde i Nuuk om det fremtidige samarbejde med Aalborg. Drøftelserne bliver nu mere konkrete, og parterne nærmer sig ifølge adm. direktør i Aalborg Havn Claus Holstein hinanden.
”Vi har haft et, efter min mening, positivt og frugtbart møde i en respektfuld og imødekommende atmosfære. Vi havde en relativ teknisk dagsorden, der tog udgangspunkt i de konkrete forventninger, som RAL har til en terminal i Danmark efter basishavnaftalens udløb i 2022”,siger Claus Holstein.
RAL og Aalborg Havn forhandler stadig om RALs ønsker til ændringer af den gældende aftale mellem Grønland og Danmark, der løber til 2022. Senest afholdtes møde mellem CEO Verner Hammeken fra RAL og adm. direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn i Nuuk torsdag den 2. februar 2017.
Fra Aalborg Havns side blev der på mødet præsenteret forskellige skitseforslag til udvidelse af den nuværende kapacitet af containerterminalen i Aalborg, så den kan håndtere den øgede mængde gods, der forventes efter indgåelse af samarbejdet mellem Eimskip og RAL.
Aalborg Havn arbejder med planer om en udbygning af containerkapaciteten i Aalborg, da 2016 endnu engang blev et rekordår for den nordjyske havn. Der er planer om at udbygge krankapaciteten med to nye og større kraner, der blandt andet skal kunne servicere RALs nye store containerskib.
”Efter mødet med RAL i går mener jeg ikke, at der er udfordringer, der ikke kan overkommes med en tidsramme frem til udgangen af 2022. På kort sigt skal vi arbejde på at klargøre vores nuværende terminal til modtagelse af RALs nye containerskib i 2019”, siger Claus Holstein.
Næste møde mellem RAL og Aalborg Havn er finder sted i maj, og her skal Aalborg Havn fremlægge et samlet terminalkoncept med tilhørende afregningssystem efter de krav RAL har opstillet.
Royal Arctic Line vil helst ud af aftalen med Aalborg Havn, de rederiet har indgået en aftale med islandske Eimskip om fartøjsdeling på Atlanttrafikken. Eimskip bruger Aarhus som sin danske basishavn.
Kilde: Aalborg Havn