Pragmatisk tilgang til svovlregler nødvendig
En gruppe af verdens største shippingorganisationer - Bimco, ICS, Intercargo, Intertanko og WSC - beder havnestater om at være “pragmatiske” i forhold til overholdelsen af de nye svovlregler fra 2020.
Organisationerne beder IMO om hurtigt at færdiggøre detaljerne omkring udrulningen af de nye regler, der forbyder brug af brændstof med mere end 0,5 pct. svovl, hvis skibene ikke er udrustet med scrubbere.
De advarer om, at udrulningen vil blive kompleks på grund af det enorme antal skibe, der er omfattet og det forventede skifte i kravene til brændstoffet. Ikke mindst skal mange skibe til at benytte nye blandingsprodukter, der ikke overholder eksisterende ISO-standarder. Og hvis disse nye blends ikke er kompatible, kan det give anledning til alvorlige sikkerhedsproblemer på grund af nedsat maskinkraft, påpeger organisationerne.
I betragtning af de problemer, der forudses i forhold til at skaffe det rette brændstof, “er det vigtigt, at havnestatskontrolmyndighederne er pragmatiske og realistiske i deres tilgang til håndhævelsen” af de nye regler i de første måneder af 2020, mener de. Shippingbranchen har kendt til de nye regler siden 2016.
Kilde: Maritime Executive