Positive forventninger til Maersk-regnskab
Allerede inden A.P. Møller - Maersk i morgen offentliggør sit kvartalsregnskab står det klart, at rederiet har klaret sig bedre end forventet. Nu er spørgsmålet blot, hvor meget bedre det er gået for rederiet midt i den Corona-krise , der har banket verdenshandlen i bund.
Maersk løftede allerede i starten af juni lidt af sløret for 2. kvartal med en kort meddelelse om, at “udviklingen i markedet, kombineret med omkostningsbesparelserne på tværs af organisationen og betydelige kapacitetstilpasninger i Ocean” medfører en forventning om en driftsindtjening “på et lidt højere niveau” end 1. kvartal, der endte på 1,5 mia. dollar.
Volumenfaldet blev ikke på de mellem 20 og 25 pct. som Maersk først havde forventet, men “kun” omkring 15-18 pct.
Samtidig var Maersk og de øvrige rederier begunstiget af særdeles lave oliepriser og - ikke mindst - en disciplin i forhold til rater og kapacitet, der formentlig aldrig er set før i det marked.
Det er på den baggrund, at analytikerne har skruet op for deres forventninger til regnskabet i morgen.
“Vi ser det som en konservativ udmelding fra Maersk, og vi forventer derfor et EBITDA på 1,72 mia. dollar i andet kvartal," skriver Jyske Banks aktieanalytiker Morten Holm Enggaard i en analyse forud for regnskabet, ifølge Ritzau Finans.
Og det ligger noget over det konsensusestimat, som Maersk selv har indsamlet estimater fra 12 analytikere. Her ligger medianestimatet på 1,57 mia. dollar for 2. kvartal.
Konsensusestimatet for hele året lyder på 5,86 mia. dollar. Men det toppes af Jyske Banks analytiker, der forventer at Maersk vil komme ud af året
ed et EBTIDA på hele 6,5 mia. dollar.
Ganske tankevækkende i også i forhold til Maersk´s eget estimat for hele 2020, inden Coronakrisen satte ind. Det lød på 5,5 mia. dollar.
Kursen på rederiets B-aktie er siden lavpunktet i slutningen af marts næsten fordoblet fra lige godt 5.000 kr. til 9.500 kr. i dag.
Redaktionen