Politiet har efterforsket brændstof-sag i 2 år
Erhvervsstyrelsen anmeldte for mere end to år siden Dan-Bunkering til Bagmandspolitiet for et muligt brud på EU’s sanktioner vedrørende Syrien. Bagmandspolitiet videregav den komplekse sag til Fyns Politi - og der har den ligget lige siden.
Fyns Politi bekræftede mandag overfor Maritime Danmark, at de er i gang med en undersøgelse på baggrund af en anmeldelse mod Dan-Bunkering. Men politiinspektør Johnny Schou ønskede ikke at give nogen detaljer om undersøgelsen.
“Jeg kan kun sige, at vi undersøger sagen - og at den er meget kompleks. Men det vil selvfølgelig være sådan, at vi går ud med det, når vi har noget at fortælle”, sagde Johnny Schou til Maritime Danmark.
Dan-Bunkering har en anden udlægning af, hvad der sker i sagen.
”Erhvervsministeriet har helt standardmæssigt rettet henvendelse til flere myndigheder, herunder politiet, for flere år siden, men sagen er os bekendt ikke aktiv”, skriver Dan-Bunkering’s advokat, Peter Appel, i en mail til DR Nyheder.
Det er DR Nyheder der har gravet sagen om Dan-Bunkering’s mulige brud på EU’s sanktioner vedrørende Syrien frem. Den danske bunkervirksomhed er ifølge DR indblandet i leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til en værdi af mere end 100 mio. kr. til Syrien i 2016 og 2017.
Dan-Bunkerings involvering skulle være sket ved, at selskabet har leveret jetbrændstof til et russisk firma, der repræsenterede det russiske militær - og siden sejlede brændstoffet videre til Syrien.
Dan-Bunkering har via sin advokat Peter Appel, Gorissen afvist, at selskabet har handlet i strid med EU´s regler.
“Det kan således oplyses, at Dan-Bunkering aldrig har leveret brændstof til Syrien. At Dan-Bunkering ikke har handlet i strid med EU-reglerne. At Dan-Bunkering ikke har leveret brændstof til en kunde, der er omfattet af EU’s sanktionsregler”, skriver Peter Appel i en mail til DR Nyheder.
Flere politikere går nu ind i sagen.
”Hvis det er rigtigt, at en dansk virksomhed har været med til at levere brændstof til russiske fly, der er endt med at slå rigtig mange syriske civile ihjel, er det jo en alvorlig sag”, siger Naser Khader, retsordfører for de konservative til DR Nyheder.
Khader, der har familierødder i Syrien, undrer sig over at sagen ligger hos Fyns Politi hvis den er så kompleks.
”Hvis det er så teknisk kompliceret en sag, en international sag, så er det klart, at så er der andre, der må tage over. De rette politimyndigheder må overtage den sag og gå i dybden med den”, siger Naser Khader til DR.
Den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen undrer sig også over forløbet.
”Den her type af sager er så alvorlig, at de skal efterforskes meget hurtigt, og efterprøves hvis der er grundlag for det, også meget hurtigt”, siger hun til DR Nyheder.
”To år er meget lang tid”, siger Trine Bramsen.
Maritime Danmark har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Dan-Bunkering.
Dan-Bunkering er en del af Bunker Holding under koncernen United Shipping & Trading Company (USTC) i Middelfart, der ejes af Torben Østergaard-Nielsen.
Redaktionen