Pirater har angiveligt dræbt et gidsel
Somaliske pirater hævder, at de har dræbt et besætningsmedlem fra det kaprede fragtskib MV Orna. Drabet er angiveligt sket, fordi piraterne har mistet tålmodigheden med ejerne af det i Panama indregistrerede fragtskib, der blev kapret den 20. december 2010.
”Det er en besked til skibets ejer, som ikke har taget notits af vores krav om løsepenge”, siger piratlederen Hassan Abdi til nyhedsbureauet AP.
”Flere drab vil følge hvis de fortsætter med at lyve overfor os. Vi har mistet tålmodigheden med dem, to år er nok”, siger Hassan Abdi.
Det dræbte gidsel er angiveligt en syrisk mand, der indgik i skibets 19 mand store besætning.
Oplysningerne om drabet er ikke bekræftet fra anden side, og direktør i Risk Intelligence, Hans Tino Hansen, tvivler på, at det er sket.
”Man kan ikke sige, at det aldrig vil ske, men efter vores underretninger er det ikke sandsynligt, at det er sket. Besætningerne er piraternes primære aktiv, og den vil de normalt ikke forringe”, siger Hans Tino Hansen til Ritzau.
”Men oplysningerne om drabet kan være et udtryk for, at piraterne med stor sandsynlighed vil klemme de sidste dollar ud i forhandlingerne om en løsgivelse, og så bruger de det som et pressionsmiddel i”, siger Hans Tino Hansen.
Hans Tino Hansen siger, at det tidligere er sket at gidsler er blevet dræbt af pirater, men ikke som direkte del af forhandlingerne.
Seks besætningsmedlemmer fra det danske fragtskib Leopard blev taget som gidsler af andre somaliske pirater, 23 dage efter at MV Orna blev kapret. De befinder sig alle fortsat i piraterne i Somalia.
Kilde: sn.dk