Pirater bortfører 15 søfolk i Guineabugten
Nigerianske pirater slog fredag til mod kemikalietankeren Curacao Trader, da skibet befandt sig 230 sømil syd for Lagos i Guineabugten. Piraterne overtog kontrollen med tankskibet og bortførte 15 russiske og ukrainske besætningsmedlemmer.
Ifølge sikkerhedsfirmaet Dryad Global var Curacao Trader undervejs fra Lome i Togo til en ikke-navngivet havn.
Piraterne befandt sig om bord på skibet i knap 8 timer, inden de forlod tankskibet igen med de mange gidsler.
Guineabugten er i øjeblikket det farvand i verden hvor risikoen for at blive angrebet af pirater er størst.
Redaktionen