Påsejlet fragtskib skal tømmes for last
Fragtskibet Helge, der i sidste uge var involveret i en kollision i Nordsøen og efterfølgende blev bugseret til Esbjerg, skal nu lettes for sin last og efterfølgende i tørdok i Esbjerg, for at få undersøgt de skader fragtskibet fik ved kollisionen.
I første omgang lød meldingen at skibet, der var forladt af besætningen, ikke stod til at redde på grund af slagside og hårdt vejr. Men efterfølgende lykkedes det bjærgningsmandskab at stabilisere skibet og tage det på slæb til Esbjerg, hvortil det ankom lørdag.
Nu har skibets manager, MF Shipping Group, besluttet at overføre skibets last til to andre skibe, for derefter at sende Helge i tørdok i Esbjerg.
Onsdag ventes skibets besætning at blive sendt hjem med fly. De har siden fredag opholdt sig i Esbjerg, hvor de blandt andet har bistået de danske myndigheder med oplysninger, der kan kaste lys over de hændelser der førte til kollisionen.
Reeferen Wild Cosmos, det andet skib involveret i kollisionen, er ankommet til Skt. Petersborg hvor det fortsat ligger ved kaj.
Redaktionen