Ørsted opfører batterilagringsanlæg i UK
Ørsted har besluttet at opføre og drive et batterilagringsanlæg på 20 MW nær Liverpool iStorbritannien. Carnegie Road-batterilagringsprojektet er Ørsteds første projekt inden for energilagring i stor skala, og anlægget forventes at kunne sættes i drift ved udgangen af 2018.
”Vi glæder os til at komme i gang med projektet. Batterier egner sig rigtig godt til at levere frekvensrespons, og vi tror derfor, at de vil komme til at spille en vigtig rolle, når det drejer sig om at levere ydelser, som kan være med til at sikre et stabilt elnet”, siger Ryan O’Keefe, chef for Energy Storage & Solar i Ørsted.
Anlægget ved Liverpool skal levere ydelser til det britiske elnet, der hjælper med at holde elforsyningen stabil, når forbruget stiger og falder. I februar 2018 annoncerede Ørsted desuden sine planer om etablering af et pilotprojekt inden for lagring af strøm på 1 MW i Taiwan.
I 2017 besluttede Ørsted at opbygge en position på det spirende marked for energilagring og er derfor gået i gang med at teste energilagring i forbindelse med selskabets britiske havvindmøllepark Burbo Bank og EnergyLab Nordhavn-projektet i Danmark.
Carnegie Road-batterilagringsprojektet er oprindeligt udviklet af Shaw Energi, som vil bistå Ørsted med gennemførelsen af projektet. Hvis Bay State Wind-projektet i USA realiseres, vil Ørsted etablere et 55 MW lagringsprojekt i forbindelse med havmølleparken. Batterianlægget vil være med til at balancere elnettet ved at levere frekvensrespons.
Nettilslutningsaftalen og de nødvendige tilladelser er på plads, og opførelsen forventes påbegyndt i løbet af maj. Anlægget forventes at være i drift ved årets udgang. NEC Energy Solutions er valgt som leverandør af batterianlægget.
Kilde: Ørsted