Opsamling af olie i skærgården fortsætter
De svenske myndigheder er fredag fortsat i gang med at opsamle olie i skærgården nord for Västervik, hvor bilskibet Makassar Highway grundstødte i forrige uge. Indsatsen foregår såvel på havet som i land, hvor myndigheder og frivillige arbejder tæt sammen.
Den svenske miljøminister Karolina Skog besøgte torsdag Flatvarp, hvorfra miljøindsatsen ledes, for at skabe sig et overblik over situationen.
Det vides ikke præcist, hvor store mængder fuelolie der er løbet ud af bilskibet. Der er formentlig tale om mindst 10.000 liter.
Den svenske anklagemyndighed er i gang med en forundersøgelse imod bilskibets ejer for overtrædelse af den svenske miljølovgivning.
Redaktionen