OPEC vil ikke øge olieproduktion
Selv om olieprisen nu nærmer sig 100 dollar pr tønde, har OPEC ingen planer om at øge produktionen for at lette presset på oliepriserne. Det siger den saudiarabiske olieminister Ali al-Naimi.
De olieproducerende landes sammenslutning OPEC samles i denne weekend i Riyadh. Men en forøgelse af olieproduktionen står ikke på dagsordenen. Det siger den saudiarabiske olieminister.
"Der bliver absolut ingen diskussion om det emne", siger den saudiarabiske olieminister Ali al-Naimi til Financial Times.
Saudi Arabien afviser at det er OPECs skyld, at olieprisen er så høj. Der er olie nok, mener ministeren. Og han understreger, at OPEC ingen interesse har i, at presse de vestlige lande ud i en økonomisk krise.
"Vi har ingen interesse i at opleve, at udviklingen standser op som følge af høje energipriser", siger den saudiarabiske olieminister.
Prisen på en tønde råolie ligger her til morgen på 94,63 dollar pr. tønde.