OPEC-aftale dårligt nyt for tankmarkedet
Den aftale som de olieproducerende lande i OPEC-samarbejdet onsdag indgik om, at reducere råolieproduktionen med 1,2 millioner tønder om dagen fra næste år, vil svække efterspørgslen efter tankskibstonnage og dermed påvirke raterne i negativ retning.
De 14 OPEC-lande blev onsdag enige om at begrænse produktionen til 32,5 millioner tønder om dagen, hvilket er knap 1,2 millioner tønder mindre end den gennemsnitlige produktion i november. Omregnet til supertankere svarer reduktionen til, at der fra næste år er brug for 32 supertankere færre. Tallet skal ses i forhold til, at der er godt 700 supertankere i verden.
Det er dog ikke sikkert at reduktionen kommer til at slå fuldt igennem, da en række lande som står udenfor OPEC-samarbejdet formentlig vil øge deres produktion. I hvilket omfang det vil ske er indtil videre usikkert. De ikke-OPEC lande der forventes at skrue op for oliehanerne er bl.a. Iran, Nigeria og Libyen.
Andre ikke-OPEC lande som Rusland, Oman og Mexico har meddelt, at de støtter OPECs beslutning om at begrænse produktionen. Rusland vil reducere sin produktion - der ligger på 1,2 millioner tønder om dagen - med 300.000 tønder.
Efter OPEC-beslutningen blev offentliggjort onsdag steg prisen på råolie med 9 procent.
Kilde: Tradewinds