Oliealarm efter grundstødning ved Svalbard
En grundstødt trawler med 300.000 liter diesel om bord, risikerer at udløse en omfattende forurening i et meget naturfølsomt område af Svalbard. Skibets 14 mand store besætning blev reddet efter en dramatiske redningsoperation.
Den norske trawler Northguider var på rejefangst, da den i weekenden gik på grund i hårdt vejr ved Hinlopenrenna - i den nordligste del af Svalbard.
Skibets 14 mand store besætning blev reddet af en helikopter efter en dramatisk redningsoperation, men miljøorganisationer er stærkt bekymrede over de 300.0000 liter diesel der befinder sig i det grundstødte skibs tanke.
”Selv ganske små mængder dieselolie er nok til at ødelægge de fedtlag der beskytter havfuglene, og så dør de”, siger Sigurd Enge fra den norske miljøorganisation Belona til den norske radiostation NRK.
Den norske kystvagt har sendt sit største skib, Svalbard, til positionen. Når kystvagtskibet når frem vil der blive gjort forsøg på at tømme den grundstødte trawlers tanke.
Ud over det hårde vejr vanskeliggøres operationen af, at der i øjeblikket er mørkt stort set døgnet rundt på Svalbard.
Redaktionen