Ole Sohn ser på maritime perspektiver
En færge bygget i kulfiberkomposit, der igen kan bringe Danmark i front på verdensmarkedet inden for nybyggeri af færger, samt et maritimt brancheudviklingscenter var på dagsordenen, da erhvervs- og vækstminister Ole Sohn i dag tog i mod en nordjysk delegation.
Danmark som førende nation inden for nybyggeri af energibesparende og miljøvenlige færger i kulfiberkomposit og et maritimt brancheudviklingscenter. Det var de ambitioner, som i dag blev behandlet på et møde mellem erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og en delegation fra Frederikshavn bestående af borgmester i Frederikshavn Kommune Lars Møller (V), byrådsmedlem Birgit Hansen (S) og administrerende direktør i det nationale maritime center for udvikling og drift, MARCOD, Niels Christensen.
Ministeren var meget åben og positiv overfor begge projekter, som han gerne vil have yderligere materiale om. Vi skal derfor hjem og i arbejdstøjet, så vi senest i udgangen af oktober kan levere en konkret indstilling til ministeren om begge initiativer, lyder det samstemmende fra delegationen.
Ministeren blev forelagt muligheden for at producere fremtidens færger i kulfiberkomposit. Erfaringer fra færgeprojektet ØKO-Ø i det tværskandinaviske samarbejde MARKIS viser nemlig, at kulfiberkomposit kan reducere vægten på færger betragteligt. Det kan reducere brændstofforbruget og udledningen af CO2 og andre emissioner væsentligt. Alene i Danmark er der cirka 45 småfærger med en gennemsnitlig levetid på 38 år, så potentialet er stort, vurderer adm. direktør i MARCOD Niels Christensen.
De eksisterende færger i stål er teknologisk forældede og ikke særlig miljøvenlige, og mange af de små færgeselskaber er økonomisk trængte. En færge i kulfiberkomposit og eventuel med eldrift kan være løsningen på både de økonomiske og miljømæssige udfordringer.
Danmark har allerede stor know how om komposit fra vindmøllebranchen, hvor man bruger lignende teknologier. Dette er en unik chance for at gøre Danmark til globalt foregangsland inden for nybyggeri af færger i kulfiberkomposit, siger Niels Christensen.
Den nordjyske delegation foreslog ministeren, at der etableres et maritimt brancheudviklingscenter i Nordjylland, hvor en stor del af industrien og de maritime uddannelser ligger. Centret skal samle de maritime uddannelser i området, så der skabes en stærk uddannelsesenhed. Det skal skabe en ramme, hvor maritime udstyrsproducenter kan kompetenceudvikle medarbejdere og kunder samt fungere som et naturligt samlingssted. Centret skal også fokusere på forskning og produktudvikling i et tæt samarbejde mellem industrien og forskningsinstitutioner som fx Aalborg Universitet.
"Det er helt essentielt, at de rette kompetencer er til stede i virksomhederne, for at de kan bevare og udvikle deres konkurrencekraft. Denne udvikling skal centret støtte til gavn for hele den maritime industri i Danmark. Vi har i Frederikshavn Kommune stærke maritime uddannelser som MARTEC, EUC Nord og Skagen Skipperskole, og vi har allerede gode erfaringer fra MAN PrimeServ Academy på Frederikshavn Havn", siger borgmester Lars Møller.
Kilde: Marcod