Odfjell går over til e-navigation
Norske Odfjell, der er førende inden for kemikalie- og gastankskibssegmentet, vil indføre Navtors e-navigationsløsning i hele flåden. Det vil øge effektiviteten ved at reducere antal timer, der bruges på administration af rederiets flåde af 50 dybvands-fartøjer, når rederiet går fra papirsøkort til papirløs navigation. Bow Sky på 40.000 dwt bliver det første skib, der får installeret Navtors AVCS-service.
”Det vil blive en revolutionær ændring for Odfjells teams på broen. Administrationen af papirsøkort tager mange timer hver uge – det er en nødvendig, men besværlig brug af mandetimer. Men med Navtors digitale ENC-service er det simpelt, det tager kun et par minutter. Det frigiver værdifuld tid for bro-teamet ved at gøre det muligt for dem at fokusere på andre vigtige driftsopgaver samtidig med, at det også øger jobtilfredsheden”, siger Willy Zeiler, marketing- og kommunikations-manager hos Navtor.
Norske Navtor har opbygget en markedsledende position, siden lanceringen af virksomhedens ENC-service i 2011. Løsningen distribueres via den USB-baserede NavStick, der giver navigatører umiddelbar adgang til globale søkort og licenser. Når den er installeret på ECDIS’en kan servicen opdateres regelmæssigt.
”Odfjell er et respekteret navn inden for global shipping, og det at få endnu en kunde af deres format demonstrerer den voksende værdsættelse af vores innovative produkter. AVCS-tilbuddet er hjørnestenen, men med vores NavTracker flådestyringsværktøj og vejroptimerede ruteplanlægningsservice har vi en virkeligt omfattende e-navigationspakke”, siger Willy Zeiler.
Aftalen markerer kulminationen på seks travle måneder hos Navtor, som åbnede sit første kontor i Asien i december måned i Singapore.
Kilde: Navtor