Ødelæggende nytårsbrag i Hundested Havn
Det var et ganske alternativt og ødelæggende nytårsbrag, der ramte havnen i Hundested, da fragtskibet Adriata påsejlede kajen, der nu står tilbage med store skader i form af kæmpe store huller. Skibet er foreløbig tilbageholdt.
“Det her kommer til at påvirke havnens aktiviteter 3 til 5 måneder frem i tiden. Vi kan ikke være derude, så konsekvenserne er store,” siger Søren Brink, havnefoged på Hundested Havn til SN.dk.
Sammenstødet slog hul i spunsvæggen, så det opdæmmede sand er skyllet ud i havnebassinet og ført en underminering af kajen.
Havnefogeden vil have det portugisiske fragtskibs forsikring til at betale for skaderne på kajen og de ekstraudgifter, som havnen påføres.
Hvorfor det 104 meter lange fragtskib på 4071 bt. kolliderede med kajen er fortsat uafklaret, men Søfartsstyrelsen var tirsdag om bord på skibet, skriver SN.dk.
Det 30 år gamle skib er under management af det estiske shipmanagementfirma Amisco.
Kilde: SN.dk