Nyt underskud i Viking Supply Ships
Viking Supply Ships (VSS) fortsætter I årets første kvartal 2016 med at give underskud. Selv om tabet efter skat blev reduceret til 40 millioner SEK fra et minus på 71 millioner SEK i samme kvartal 2015. Omsætningen faldt markant fra 509 millioner SEK til kun 319 millioner.
Den gennemsnitlige rate i 1. Kvartal blev på USD 63.600dollarfor AHTS- flåden. Det var en fremgang i forhold til samme kvartal 2015, hvor raten var på 54.100 dollar. Raterne for PSV-fartøjerne faldt til gengæld fra 7.500 dollar til 6.200 dollar.
Den gennemsnitlige udnyttelse i 1. kvartal, lå på 56 procent for AHTS flåden, et fald fra 71 procent i kvartalet i 2015. Udnyttelsesgraden for PSV- fartøjerne steg med seks procent, fra 33 i 2015 til 39 procent.
På grund af et fortsat svagt marked for PSV fartøjer besluttede Viking Supply A/S i marts 2016 at oplægge Sol og Freja Viking med øjeblikkelig virkning. Beslutningen vil reducere virksomhedens driftsomkostninger fremadrettet og vil give en positiv indvirkning på resultaterne fra andet kvartal 2016.
Torsdag i sidste uge blev der indgivet konkursbegæring mod Viking Supply Ships AB’s datterselskab Viking Supply Ships A/S. Det er Norseman Offshore AS, der har indgivet konkursbegæringen til Sø - og Handelsretten i København.
Norseman Offshore AS ejer skibet Odin Viking, som er på bareboat charter hos VSS. Selskabet har indgivet konkursbegæringen på grund af ubetalt leje, der beløber sig til cirka 2,5 millioner dollar i alt. VSS mener ikke, at der ikke er grundlag for konkursbegæringen og vil med alle midler forsvare sig imod den.
Parterne har ført forhandlinger i flere måneder som del af VSS's overordnede omstrukturering. VSS vil fortsat forsøge at opnå en omstrukturering af gælden sådan, som det blev beskrevet i årsrapporten for 2015.
I februar 2016 blev Magne Viking certificeret efter IMO’s Polar Code. Fartøjet, der er det første skib globalt til at overholde kodeksen, blev godkendt af Det Norske Veritas.
Kilde: Viking Supply Ships