Nyt partnerskab omkring ballastvand
Ballastvand fra store skibe har gennem mange år været et problem for havmiljøet. Uden behandling af vandet kan forskellige levende organismer i ballastvandet sprede sig til økosystemer, hvor de ikke hører hjemme. I særligt uheldige tilfælde kan de udgøre et miljøproblem.
Konventionen om ballastvand har til formål at mindske udbredelsen af disse invasive arter, som bl.a. kan forårsage sygdomme samt påvirke badevandet, mennesker, fisk og økosystemerne.
For at sikre en hurtig og tilfredsstillende gennemførelse af konventionen har Søfartsstyrelsen indgået et partnerskab med By- og Landskabsstyrelsen og Rederiforeningen. Målet er ikke blot at få implementeret konventionen i Danmark, men også at sikre dens udbredelse i EU og resten af verden.
Desuden er formålet med partnerskabet at fremme viden, netværksdannelse og udvikling inden for konventionens områder.
Partnerskabet har fået bevilget 490.000 kr. fra Miljøministeriet til de forskellige aktiviteter, som der i øjeblikket bliver udarbejdet en aktivitetsplan for. Partnerskabet lægger ud med et kick off-møde i det tidlige forår.
Den nye konvention træder i kraft 12 måneder efter, at den er blevet ratificeret af 30 lande, der til sammen har registreret 35 procent af verdens tonnage. Man er på nuværende tidspunkt nået op på 21 lande, der sammenlagt står for 23 procent af verdens tonnage.
Derfor er det realistisk, at målet nås i løbet af 2010, hvilket i givet fald vil betyde, at konventionen træder i kraft i løbet af 2011.
Konventionen indebærer, at alle skibe - afhængigt af deres byggedato og ballastvandkapacitet - enten skal skifte ballastvand eller behandle det med godkendt udstyr om bord.
Fra 2016 har FN's søfartsorganisation besluttet, at alle skibe skal behandle ballastvandet.
Kilde: Søfartsstyrelsen