Nye kystrutefærger yderligere forsinket
Samme dag det norske rederi Havila modtog deres nye kystrutefærge Havila Capella, med meget stor forsinkelse, måtte rederiet meddele, at også den næste færge i rækken – Havila Castor – bliver yderligere forsinket fra det tyrkiske værft.
Forsinkelsen af Havila Capella betyder, at færgen ikke som planlagt vil være klar til indsættelse på Kystrute-strækningen den 1. december, men først fra den 12. december,
Den næste færge i rækken af fire nye færger, Havila Castor, er også blevet yderligere forsinket og ankommer nu først til Bergen ved udgangen af februar næste år, og vil kunne indsættes fra den 7. april. Forudsat at den seneste meddelte forsinkelse ikke vokser yderligere.
Ordren på de fire færger blev oprindelig delt mellem det spanske værft Barreras og det tyrkiske værft Tersan. Men Havila Pollux og Havila Polaris nåede kun at blive halvfærdige, før det spanske værft gik konkurs.
Efter en del tovtrækkeri blev de to ufærdige færger bugseret til Tersan for færdiggørelse. Men på det tyrkiske værft blev alle fire færger ramt af coronakrisen, og byggeriet gik endnu engang i stå.
De fire færger skal bryde Hurtigrutens de-fakto-monopol på at besejle strækningen mellem Bergen og Kirkenes.
Redaktionen