Nye IMO-regler for kemi på offshoreskibe
På et møde i IMO’s underkomité for forureningsbekæmpelse og – beredskab er man kommet nærmere et fælles, internationale regler for fragt af kemikalier på offshoreskibe. Regelsættet kan være med til at sikre lige konkurrencevilkår, forbedre sikkerheden om bord og beskytte havmiljøet.
På dansk initiativ har IMO i to år arbejdet for at skabe internationale regler for offshore-forsyningsskibe. Det skyldes, at der i øjeblikket kun findes vejledninger, som giver anledning til forskelligartede fortolkninger, hvilket blandt andet resulterer i uhensigtsmæssige tilbageholdelser af skibe og et uensartet sikkerhedsniveau.
De eksisterende vejledninger er desuden utidssvarende. Offshore-industrien er i vækst, og forsyningsskibene bliver bygget større end tidligere, hvilket øger mængden af kemikalier om bord. Det er således afgørende at stille tidssvarende krav til de særlige offshore-forsyningsskibe for at sikre sikkerheden om bord samt beskytte havmiljøet.
IMO fortsætter arbejdet med det nye regelsæt ved næste møde i underkomitéen for forureningsbekæmpelse og – beredskab i 2015, og Danmark vil fortsat deltage aktivt.
Andre særligt interessante emner på mødet var:
• Ballastvand • Black carbon • NOx-koden • Paraffinforurening af strande • Retningslinjer for brug af scrubbers
Kilde: Søfartsstyrelsen